Da jeg i sin tid fik min første psykose, så jeg ikke mig selv som syg.

Verden ændrede sig pludseligt, og jeg troede at jeg var død og levede i en limbo mellem liv og død. Hvad jeg ikke erkendte, var, at det var mig der ændrede mig, og ikke verden omkring mig.

Jeg ville overvinde denne forhindring, som var dukket op i min verden. Og jeg var ikke enig med behandlere i psykiatrien i, at jeg skulle have medicin, og jeg fik det med tvang.

Første gang jeg blev udskrevet fra psykiatrisk hospital, troede jeg, at nu var jeg rask. Jeg blev overrasket næste gang, jeg igen måtte indlægges, året efter.

Jeg ville gerne have, at mine erfaringer kunne bruges af andre, der er i en lignende situation som jeg selv. Så fik jeg en uddannelse som det, der hedder peer, som er en person, der sættes sine egne erfaringer i spil for netop at hjælpe andre psykiatribrugere. Jeg begyndte også at holde foredrag, kombineret med koncert, hvor jeg også fortæller om, hvad musik har betydet for mig og mit liv.

Når vi taler om recovery, vil mange gerne høre succeshistorierne om, hvor mange der er kommet sig og i hvor høj grad. Sandheden er imidlertid, at der ikke er noget der definerer, hvornår man er kommet sig. Nogle måler det i mængden af medicinindtaget og indlæggelser, andre vil i højere grad udtrykke sig i retning af at have lært at leve med sin sygdom. Desuden kan livet nogle gange spinde sig i cirkler, hvor op- eller nedture ikke helt og aldeles lader sig planlægge. Det er der ikke noget som helst forkert i. Vi bliver alle udfordret af livets begivenheder – det er en del af livet.

Jeg har brug for færre indlæggelser i dag end tidligere. I skrivende stund har jeg netop overstået en psykose, som jeg kom mig over hjemmefra, med tidlig indsats med medicin og daglige samtaler med psykiatrien. Det er en succeshistorie!