Recovery

En mystisk oplevelse

Inde i en kirke i påsken 1998 talte Gud pludseligt til mig. Ikke med ord, men med en masse tanker. Aldrig havde jeg prøvet noget lignende. Jeg havde været i en livskrise, og pludselig så jeg min situation helt klart for mig. Hvor jeg kom fra, og hvor jeg skulle hen.

Men jeg var ikke mystiker. Derfor kom den mystiske oplevelse ubelejligt. Jeg fik en psykose. Uden at jeg vidste det. Jeg kunne ikke skelne mellem fantasi og virkelighed. Jeg troede verden ændrede sig, men det var mig det ændrede mig. Og jeg kunne ikke længere fungere i den virkelige verden. Derfor blev jeg ført til et psykiatrisk hospital.

Jeg havde aldrig før hørt om psykiatri

Jeg havde overhovedet ingen viden om psykiatri. Jeg havde ikke haft kontakt til nogen, der var involveret i psykisk sygdom. Så det hele var nyt for mig. Jeg var ude af mig selv, og mine handlinger var mærkelige og rituelle. På samme måde var det med mine medpatienter på det sengeafsnit, jeg var blevet ført til, så det forstærkede min tro i at det var normalt. At jeg var på rette vej.

Lægen her interviewede mig flere gange og gav mig noget medicin, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle have den.

Den rette hjælp

Efter at være kommet ud, blev jeg tilbudt tæt opfølgning af en læge. Jeg var dog mest opsat på at få hjælp fra en psykoterapeut, en præst og en clairvoyant.

Mens psykoterapeuten, præsten og clairvoyanten hjalp mig med mine oplevelser, følelser og behov, så lægen kun på sygdom og dysfunktion og opmuntrede mig til at spise medicin.

Livet på lukket afdeling

Jeg var indlagt flere gange på den lukkede afdeling. Der var lås på døren, og til tider gik jeg på samme, lille område i ugevis, uden at få lov til at komme ud og få frisk luft. Alle patienter var enten psykotiske, depressive eller havde det på anden måde dårligt. I psykiatrien kalder man det at være i fællesstuen blandt de andre patienter for miljøterapi. Man skal simpelt hen vænne sig til at være sammen med andre.

Opmuntrende musik

Mens jeg var indlagt, var i lange perioder min eneste glæde at høre musik. Jeg havde en transportable cd afspiller og havde en cd, jeg altid hørte. Musikken kunne give mig ro, opmuntring og den satte tanker i gang omkring mit liv, hvor jeg skulle hen, og hvad der var vigtigt.

Et gråt sind

Når jeg ikke var indlagt, gik jeg i samtaleterapi hos en psykoterapeut. Jeg fortalte hende, at mit sind var gråt, og der ikke var nogen farver i det. Psykoterapeuten bad mig om at male mit grå sind, og til min egen forbavselse indeholdt mit maleri, som jeg på hendes opfordring malede, mange andre farver en nuancer af grå. Det viste sig at være farver, der var i mit sind, som jeg bare skulle finde frem. Det skrev jeg et musikstykke over, som jeg kaldte Grå.

Alfa Omega

Efter ihærdige forsøg på at få det bedre, godt hjulpet af medicin, psykoterapi og musik, lykkedes det mig at komponere 10 numre, samle musikere til min egen jazztrio og indspille og udgive mit debutalbum, Alfa Omega. Der var nu en årrække uden indlæggelse, og uden alvorlige psykotiske symptomer.

Smørblomsten

På opfordring skrev jeg nu musik, der også var rettet mod en bedre mental sundhed. Musikken skulle heale mig selv, og også gerne andre, der var i lignende situation som jeg selv. Min første udgivelse med denne musik blev gennem det daværende Medicine Melodies, nemlig maxisinglen Smørblomsten.

Mindre medicin

Pludselig kom en ny livskrise, og den førte til endnu en indlæggelse med psykose. Jeg begyndte at tvivle på, om medicinen ægte hjalp mig, eller om det nærmest kunstigt holdt psykotiske symptomer væk, så de dukkede op igen, når det var den mindste smule udfordring i livet. Så jeg forsøgte at trappe ned.

Nedtrapningen gjorde i første omgang, at jeg fik meget mere energi og blev gladere, sådan helt indeni. Men efter ca. tre måneder blev jeg psykotisk og måtte indlægges. Jeg prøvede fem gange at trappe ned, og hver gang skete det samme. Jeg var blevet afhængig af medicinen.

Jeg komponerede et nummer, der beskriver denne afmagt overfor medicineafhængigheden, og drømmen om at blive medicinfri. Nummeret kaldte jeg Less Medicine.

Vi mødes på midten

Jeg fik nu mere medicin end jeg nogensinde havde været sat i, fast. Det gav mig voldsomme bivirkninger, men jeg fik en lang periode uden psykose. Jeg begyndte at være mere åben for at tage imod hjælp fra Distriktpsykiatrien. Måske var jeg for fastlåst i min antipsykiatriske holdninger? At lade mig hjælpe gjorde i hvert fald, at jeg kunne klare mig, og jeg blev mindre bange for at tage medicin. Jeg holdt dog ikke op med at beklage mig over bivirkninger.

Medicinske melodier

Jeg fik overskud til at stifte firmaet Medicine Melodies, hvor jeg kunne udgive min musik og holde foredrag. Siden har jeg udgivet flere albummer og holdt en række foredrag, som jeg kombinerer med koncert.

Psykoterapi

Jeg fik endnu et grundigt psykoterapiforløb, denne gang hos en, der også var præst. Jeg måtte selv betale for denne, da der ikke er ressourcer til den slags i psykiatrien.

Hvornår er man kommet sig?

Er man kommet sig, når man kapitulerer over for medicinen og tager den, som man skal; eller er man kommet sig, når man har lært at mestre sine symptomer i en sådan grad, at man ikke har brug for medicinen?

Man kan sige, at så længe jeg har den modstand mod medicinen, som stadig sidder i mig, er jeg i risiko for at få det værre igen på et tidspunkt. Omvendt, så længe jeg tager medicin i store mængder, lærer jeg ikke at håndtere symptomerne i en passende grad, og sygdommen vil alligevel snige sig ind på mig og kalde på psykose.

Jeg har i de seneste år haft nogle få psykoser. De kommer stadigvæk. Men jeg har klaret mig uden indlæggelse, og psykosen har kun varet kort tid.

Foredrag og koncerter

Jeg har opøvet et virke i at holde foredrag og spille koncerter. Selvom jeg ikke kan arbejde fuld tid, føler jeg alligevel, at jeg bidrager til samfundet. Det handler nemlig ikke om at være inaktiv, men at være aktiv med det man brænder for. Jeg følger mit hjerte. Det er det vigtigste.

“At finde sin vej” (Foto: Mette Munch)