Medicinsk behandling af sjælen
Dengang jeg blev patient i psykiatrien, blev jeg som det første tilbudt medicin. Et sort og en hvid pille. ”Mig kan de ikke narre!”, tænkte jeg, mens jeg spiste den hvide, men gemte den sorte i mundhulen for senere at spytte den ud, når lægen ikke så det.
Jeg var havnet i psykiatrien, fordi jeg havde fået en pludselig psykose. Sådan vil jeg beskrive det i dag. Dengang beskrev jeg min tilstand som en livskrise.
I psykiatrien er den primære behandling medicinsk. Selvom der er tale om sjælelige problemer. Jeg erkender, at jeg er syg. I hvert fald har jeg handlet uhensigtsmæssigt i visse situationer. Jeg tog ellers gerne ansvar for disse handlinger og var villig til at arbejde med min personlighed for at råde bod på dem. Under alle omstændighed søgte jeg i lang tid andre veje til behandling af psykose end medicinsk. Men i dag erkender jeg, at jeg har god gavn af medicinen. På trods af voldsomme bivirkninger.
Manglende sygdomserkendelse
Problemet med diagnosticeringen er, at lægen, kun ud fra iagttagelse af patientens adfærd og forklaringer, skal vurdere dennes følelser og tankemønstre. Det resulterer let i en adfærdsbehandling på baggrund af lægens ønske, snarere end en hjælp til patienten selv. Det var det, der skete for mig. Jeg tænkte mig ikke syg og det varede mange år, før jeg tog imod medicinsk behandling frivilligt. Det var altså lægen, der vurderede mig syg. Og satte jeg spørgsmålstegn ved sygdomsbetegnelsen, var det netop et symptom på sygdommen, nemlig manglende sygdomserkendelse. Jeg var fanget i en fælde.
I dag har jeg god sygdomsindsigt. Men det er blot fordi, jeg har sat mig ind i lægens måde at tænke på, hvor jeg i første omgang forventede det modsatte. Lægen er ikke nødvendigvis et bedre menneske end mig, men jeg tilpasser mig bedre samfundet, nu hvor jeg følger lægens anvisninger. Igen havde jeg forventet det modsatte: At samfundet skulle tilpasse sig mig som individ.
Virkning eller bivirkning?
Jeg havde lidt meget fart på som barn og ung. Uden at have en diagnose, var jeg meget aktiv, ikke mindst med musik.
At psykotiske symptomer udviklede sig, kan måske have været et resultat af øget aktivitet. Især øget aktivitet i hjernen. Jeg lærte ikke at være i min krop, være jordbunden, da jeg pludselig havnede i en livskrise. Denne kunne jeg ikke håndtere på andre måder end at blive psykotisk.
Medicinen slår denne aktivitet ned. Jeg troede først, at dette fænomen er en bivirkning, som jeg derfor altid har besværet mig over. Men nu kan jeg se, at aktivitetsforringelsen er selve medicinens virkning. Ærgerligt nok, for hvor ville jeg kunne producere musik, hvis jeg havde mere energi! I øvrigt føles det bedre i kroppen at have energi til at være aktiv, end at være træt og udmattet. Men initiativløshed er bedre end psykose. Det har lægerne fået mig overbevist om. Efter mange år som patient i psykiatrien.
Alternativer til medicin
Min ironiske kritik er rettet mod vores samfund, snarere end mod den enkelte læge. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde behov for denne medicin mod psykose. Og jeg har altid været fortaler for, at vi skal fokusere på alternative veje til at håndtere psykisk sygdom.
Læger i psykiatrien efterlyser imidlertid konkretisering af disse, af patienter ønsket, alternative veje, og her må jeg komme til kort. Hvis det var så simpelt at nævne, hvordan jeg ellers ville have haft det, ville der næppe være noget problem.
Vi har brændt hekse på bålet. Vi har haft Det hvide snit. Vi er nået langt. Men der er stadig et arbejde der skal gøres! Og selvom lægerne er dygtige og gode mennesker, er patienternes stemme i dette arbejde uhyrlig vigtig. Både de patienter, der er kommet langt i sin recoveryproces, og de, som stadig har meget til gode.
At psykotiske symptomer udviklede sig, kan måske ave været et resultat af øget aktivitet. Især øget aktivitet i hjernen. Jeg lærte ikke at være i min krop, være jordbunden, da jeg pludselig havnede i en livskrise. Denne kunne jeg ikke håndtere på andre måder end at blive psykotisk.
Medicinen slår denne aktivitet ned. Jeg troede først, at dette fænomen er en bivirkning, som jeg derfor altid har besværet mig over. Men nu kan jeg se, at aktivitetsforringelsen er selve medicinens virkning. Ærgerligt nok, for hvor ville jeg kunne producere musik, hvis jeg havde mere energi! I øvrigt føles det bedre i kroppen at have energi til at være aktiv, end at være træt og udmattet. Men initiativløshed er bedre end psykose. Det har lægerne fået mig overbevist om. Efter mange år som patient i psykiatrien.
Initiativløshed er bedre end psykose. Det har lægerne fået mig overbevist om. (Foto: Mette Munch)